Hypnose i medierne: Sådan bruges psykologiske teknikker i politik og nyheder

Introduktion

Hypnotiske teknikker handler ikke kun om sceneshows og terapi – de gør sig også gældende i politik og medier. Gennem målrettet kommunikation kan politikere og medier påvirke publikum på næsten trance-lignende måder, hvor folks følelser og opfattelser styres uden at de nødvendigvis er klar over det. For eksempel har den amerikanske tegneserieskaber Scott Adams omtalt præsident Donald Trump som en “master persuader” (mester i overtalelse), der intuitivt benytter metoder kendt fra hypnose i sin retorik (012 – Trump, Persuasion and Hypnosis – Kevin deLaplante). Med andre ord kan politisk kommunikation og nyhedsformidling til tider minde om massehypnose – fra gentagelse af slagord til iscenesættelse af bestemte fortællinger, der får os til at se verden gennem en bestemt linse.

I denne artikel dykker vi ned i, hvordan sådanne hypnotiske teknikker bliver brugt i medierne og politik. Vi gennemgår nogle nøglemetoder inden for “hypnotisk” kommunikation – herunder “frame control”, reframing, følelsesmæssig eskalering og social dynamik – og ser på konkrete eksempler. Især analyserer vi et opsigtsvækkende møde mellem Trump, den ukrainske præsident Zelenskyj og den amerikanske vicepræsident J.D. Vance, hvor disse teknikker synes at være på spil. Til sidst ser vi på, hvordan man kan beskytte sig selv mod manipulerende påvirkning og blive mere bevidst som medieforbruger.

Nøglemetoder i hypnotisk kommunikation

“Hypnotisk” kommunikation dækker over en række retoriske og psykologiske greb, der kan fange og påvirke et publikum stærkt. Ofte sker det subtilt, så modtagerne ikke bemærker den underliggende manipulation. Her er nogle af de mest anvendte metoder:

Frame control – at sætte rammen

“Frame control” handler om at definere rammerne for en samtale eller et emne, så alle andre bliver nødt til at forholde sig til din version af virkeligheden. Den, der “ejer rammen”, kontrollerer hvordan folk opfatter problemet. Ifølge konfliktforskere er “frames” de mentale billeder og referencerammer, vi bruger til at give mening til komplekse emner (Frames, Framing and Reframing | Beyond Intractability). Når en afsender sætter en bestemt ramme, filtrerer det modtagernes opfattelse og giver en strategisk fordel i debatten (Frames, Framing and Reframing | Beyond Intractability).

I praksis ser man frame control, når politikere bruger nøje udvalgte ord og vinkler. Et eksempel er debatten om skattelettelser: Tilhængere af arveafskaffelse omtalte det i USA konsekvent som “dødsskat” i stedet for “boafgift”. Dette var ikke tilfældigt – sproget var bevidst designet til at skabe en negativ ramme om skatten. Den republikanske kommunikationsrådgiver Frank Luntz anbefalede netop udtrykket “death tax” fremfor “estate tax” for at fremkalde en følelsesladet modstand mod afgiften (Frank Luntz – Wikipedia). På samme måde valgte man at sige “climate change” (klimaforandring) i stedet for “global warming” (global opvarmning) for at nedtone alvoren af klimakrisen (Frank Luntz – Wikipedia). Disse ordvalg sætter rammen for, hvordan publikum tænker om emnet – er det en lettelse at slippe for skat, og er klima blot foranderligt i stedet for katastrofalt opvarmet?

Når først rammen er sat, kan efterfølgende information nærmest ikke undgå at blive tolket i lyset af den. I medierne ser vi det, når nyhedshistorier vinkles på bestemte måder. Nyhedsværter kan for eksempel frame en gruppe som “frihedskæmpere” eller som “terrorister” alt efter den fortælling, de vil fremme (How News Channels Use Hypnotic Principles to Shape Public Opinion). Sådanne sproglige valg påvirker seernes umiddelbare holdning til de omtalte parter. Med frame control forsøger afsenderen altså at skabe en kontekst, hvor deres budskab fremstår som den mest logiske eller rimelige konklusion.

Reframing – at omfortolke betydningen

Beslægtet med frame control er reframing, der går ud på at ændre fortolkningsrammen for noget, der allerede er sagt eller sket. Hvor frame control sætter den oprindelige scene, er reframing kunsten at tage en eksisterende udtalelse, situation eller kritik og præsentere den i et nyt lys, ofte for at afvæbne modstand eller vende argumentationen til egen fordel.

Reframing ses tit i politiske debatter. En politiker kan få et kritisk spørgsmål og svare ved at omformulere spørgsmålet til noget mere favorabelt for sig selv. For eksempel kan en kontroversiel lovforslag, som kritiseres for at være “dybt uretfærdigt”, blive reframet som et spørgsmål om “nødvendige prioriteringer”. Dermed skifter fokus fra uretfærdighed til ansvarlighed, og kritikeren tvinges til at diskutere inden for den nye ramme.

Et konkret eksempel var, da præsident George W. Bush’s administration lancerede udtrykket “krig mod terror” efter 11. september 2001. I stedet for at en invasion af Irak kun handlede om jagten på masseødelæggelsesvåben, reframede man situationen til en bred kamp mellem det gode (krigen mod terror) og det onde (terroristerne). Derved blev al kritik af krigen underforstået til at være naivt eller illoyalt – for hvem ville ikke bekæmpe terror? Reframing kan altså ændre moralen i en historie: Den samme begivenhed kan beskrives enten som en tragedie eller som en triumf, alt efter hvilken vinkel man vælger. Håndværket består i at vælge en vinkel, der understøtter ens agenda og følelserne man vil vække.

Følelsesmæssig eskalering – at skrue op for følelserne

En central del af hypnotisk påvirkning er at få publikum ind i en følelsesmæssig tilstand, hvor de bliver mere modtagelige for budskabet. I politik og medier sker dette ved følelsesmæssig eskalering – at trigge stærke følelser som frygt, vrede, håb eller begejstring, ofte ved gradvist at skrue op for intensiteten.

Frygt og vrede er kraftige drivkræfter: En frygtsom eller rasende befolkning kan lettere overtales til at støtte beslutninger, de ellers ville tøve med. Medierne kender denne effekt. Nyhedskanaler bruger dramatiske billeder og historier, der vækker chok og empati, for at fastholde seernes opmærksomhed og påvirke deres holdning (How News Channels Use Hypnotic Principles to Shape Public Opinion) (How News Channels Use Hypnotic Principles to Shape Public Opinion). Gentagen visning af uhyggelige scener eller gentagelse af stærke udsagn kan bringe seerne i en ophidset tilstand, hvor de spontant accepterer den vinklede pointe. Som en blog om nyhedsmediernes brug af hypnotiske principper beskriver det: Nyhedshistorier er ofte designet til at fremkalde vrede eller medfølelse, så publikum lettere overtager kanalens vinkel (How News Channels Use Hypnotic Principles to Shape Public Opinion).

Politikere benytter også følelsesmæssig eskalering retorisk. De kan starte i det små og ende i en regulær følelsesladet appel. Et historisk eksempel er Adolf Hitlers taler i 1930’erne, der næsten fulgte en teater-opbygning: Han begyndte roligt og sluttede i et crescendo af råbende retorik. Ifølge en samtidig rapport steg Hitlers stemme i styrke og tempo, han kom med skældsord og gentog slagord, indtil publikum var i en ekstatisk rus (Adolf Hitler: Rhetoric’s Overlord of Darkness – Warfare History Network). Især gentagelse og rytme var vigtige – nazisternes slogan “Ein Volk, ein Reich, ein Führer” (“Ét folk, ét rige, én fører”) blev messet næsten liturgisk for at indprente budskabet (Adolf Hitler: Rhetoric’s Overlord of Darkness – Warfare History Network). Denne form for følelsesmæssig eskalering kan skabe en kollektiv trance, hvor rationelle indvendinger drukner i stemningens brus.

Selv i nutidens politiske møder eller tv-debatter ser vi følelsesregisteret blive skruet i vejret. Når en debattør hæver stemmen, kommer med dramatiske advarsler eller personlige angreb, er målet ofte at eskalere følelserne hos både modstander og publikum. I en følelsesmæssig tilstand tænker vi nemlig mindre kritisk – præcis som en hypnotisør udnytter trance tilstande til at plante forslag, kan en politiker i et følelsesladet klima lettere “plante” sine budskaber uden modstand.

Social dynamik – at udnytte den sociale situation

Mennesker er flokkdyr, og den sociale kontekst påvirker vores adfærd og holdninger enormt. Social dynamik som teknikker dækker over at bruge den sociale situation, roller og gruppepres til at påvirke nogen. Det kan være alt fra autoritetens magt (f.eks. taler én i kraft af at være præsident, ekspert eller anden autoritet, lytter folk mere ukritisk) til gruppementalitet (hvis “alle andre” nikker, har man selv også tendens til at gøre det).

Medierne bruger social bevisførelse og gruppepres i stor stil. Et nyhedsindslag kan fremhæve meningsmålinger eller ekspertpaneler, hvor “alle” deler en bestemt holdning – dette signalerer til seeren, at denne holdning er den normale eller rigtige (How News Channels Use Hypnotic Principles to Shape Public Opinion). Såkaldte fokusgrupper eller “folket på gaden”-interviews er også klassikere: når vi ser andre mennesker tilslutte sig en idé, bliver vi påvirket til at gøre det samme (det man i psykologien kalder social proof). Denne mekanisme kan medføre groupthink, hvor individer ukritisk tilpasser sig flertallets mening (How News Channels Use Hypnotic Principles to Shape Public Opinion).

I politik ser vi social dynamik, når en leder omgiver sig med allierede, der bakker op om budskabet, og måske fysisk danner en front. Under debatter hører man ofte tilråb eller bifald fra tilhængere i salen på velvalgte tidspunkter – igen for at signalere til tv-seerne, at her blev der sagt noget vigtigt eller rigtigt. Omvendt kan man bruge socialt pres til at isolere og dominere en modstander. Hvis to eller flere fra én side af en sag står sammen mod én enkelt opponerende stemme, skabes en asymmetri: Den ene bliver den lille i rummet, som nemt kan tilsidesættes eller presses.

Autoritet er også en stærk social dynamisk faktor. Vi er kulturelt betinget til at adlyde eller tro på autoriteter – tænk bare på, hvor meget vægt ordene “forskere siger…” eller “præsidenten mener…” har. En dygtig kommunikator kan bevidst indtage en autoritær eller dominerende rolle i samtalen for at få modparten til at underkaste sig. Selv kropssprog og placering tæller: at stå oprejst over for en siddende anden, at have ordet til sidst, eller at være “vært” på hjemmebane (f.eks. i eget kontor) giver psykologisk overtag. Alt dette falder ind under social dynamik, hvor man iscenesætter den sociale kontekst for at maksimere sin indflydelse.

Case-analyse: Trump-Zelensky-Vance-mødet

Lad os se nærmere på et konkret tilfælde, hvor flere af ovenstående teknikker spiller ind. Mødet mellem USA’s præsident Donald Trump, Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og vicepræsident J.D. Vance er et skræmmende eksempel på, hvordan retoriske kneb kan skabe en næsten hypnotisk magtkamp. I dette Oval Office-møde – der fandt sted under stor mediebevågenhed den 28. februar 2025 – diskuterede parterne krigen i Ukraine og muligheden for fred. Situationen udviklede sig hurtigt til en højspændt ordkrig, hvor Trump og Vance tilsyneladende brugte alle kneb i værktøjskassen for at dominere Zelenskyj.

Trump (til højre) og Zelenskyj (til venstre) under mødet den 28. februar 2025. Under deres omstridte Oval Office-session udspillede der sig en verbal magtkamp, hvor hypnotiske kommunikative greb kom til syne.

Allerede fra start forsøgte Trump at sætte rammen (frame control) for samtalen. Han adresserede krigen i Ukraine som noget, han skulle løse, og insinuerede, at Zelenskyj ikke var interesseret i fred: “You’re saying you don’t want a ceasefire?” udfordrede Trump i mødet. Dermed positionerede han sig selv som fredsmægler og Zelenskyj som den krigeriske part. Trump fortsatte med at understrege, at han var den neutrale, der bare ville “get this thing over with” og “aligned with the world”. Dette er et klokkeklart eksempel på frame control – han forsøger at definere konflikten sådan, at han står for fornuft og fred, mens Zelenskyj “hader Putin for meget” til at lave en aftale.

Zelenskyj forsøgte naturligvis at argumentere for Ukrainens sag, blandt andet ved at minde om, at Rusland uprovokeret havde invaderet hans land, og at ingen havde stoppet Putin siden 2014. Men her kom reframing-teknikken i spil fra Trump-teamet. Da Zelenskyj påpegede, at amerikanerne “ikke kan føle” krigen på samme måde på grund af deres geografiske afstand (“I har et dejligt ocean imellem jer”), vendte Trump straks det udsagn rundt: “Don’t tell us what we’re going to feel. You’re in no position to dictate that”. I stedet for at lade Zelenskyjs advarsel om potentielle fremtidige trusler synke ind, reframede Trump det til, at Zelenskyj overskred sine beføjelser ved at “diktere” amerikanernes følelser. Han gentog hårdt: “You’re in no position to dictate what we’re going to feel”. Dermed skød han effektivt Zelenskyj ned og plantede en ny fortælling: at Zelenskyj var respektløs og belærende over for USA.

Denne følelsesmæssige eskalering tiltog som mødet skred frem. Både Trump og Vance hævede stemmen og brugte mere og mere ladede vendinger. Da Zelenskyj forsøgte at forklare sit perspektiv, afbrød Trump ham og malede et dramatisk billede: Han beskyldte Zelenskyj for at “spille hasard med millioner af menneskers liv” og ligefrem “gamble med Tredje Verdenskrig”. “What you’re doing is very disrespectful to this country,” tordnede Trump, med henvisning til alt den støtte USA allerede havde givet Ukraine. Ved at fremmane spøgelset om en verdenskrig, skruede Trump op for frygten i rummet – en klassisk eskalering, der kunne sætte Zelenskyj i defensiven. Intensiteten var nu så høj, at en egentlig saglig udveksling om politik næsten var umulig; alt foregik på følelsers vold.

Trump og Vance udnyttede også social dynamik til fulde. De to amerikanere allierede sig implicit i mødet, så Zelenskyj stod alene med sine synspunkter. Vance indtog rollen som den “strenge” sekundant, der bakkede Trump op og pressede Zelenskyj yderligere. På et tidspunkt vendte Vance sig direkte mod den ukrainske præsident og skiftede fokus til taknemmelighed: “Have you said thank you once this entire meeting?… Offer some words of appreciation for the United States”. Her ser vi frame control og socialt pres smelte sammen – Vance reframede kritikken (at Zelenskyj stillede krav) til et spørgsmål om Zelenskyjs manerer og taknemmelighed, og han gjorde det med en irettesættende tone, som om Zelenskyj var en utidig medarbejder i Det Ovale Kontor. Zelenskyj blev socialt placeret “nede” i hierarkiet: Trump var værten, Vance en loyal håndlanger, og Zelenskyj blev behandlet som en uforskammet petitioner, der skyldte ydmyg tak.

Under dette pres forsøgte Zelenskyj gentagne gange at forsvare sig, men han blev afbrudt eller overrulet. Trump brugte også gentagelser for at hamre sin pointe fast – bemærk hvordan han gentog anklagen om at gamble med “World War Three” to gange i samme åndedrag, hvilket forstærkede trusselsbilledet. Gentagelse er et kendt hypnotisk virkemiddel til at få et budskab til at “sætte sig fast” (How News Channels Use Hypnotic Principles to Shape Public Opinion), og Trump vidste instinktivt, at jo oftere han sagde Zelenskyj var respektløs eller at krigen var ved at gå tabt, jo mere ville publikum (de tilstedeværende journalister og tv-seere) absorbere den fortælling.

Sammenspillet af disse teknikker i mødet gjorde, at Zelenskyj konstant var på bagkant. Hans forsøg på at genvinde kontrollen – f.eks. ved at insistere på at starte “fra begyndelsen” af Vances mange spørgsmål – druknede i modpartens dominerende taktikker. Resultatet var et medieøjeblik, hvor seerne så en stærk Trump “tæmme” en gæst. Uanset hvad man politisk mener, var det psykologisk interessant: Publikum blev vidne til en live-iscenesættelse af magt gennem sprog og attitude.

Analyserer vi det psykologisk, var Trump-Vance vs. Zelenskyj-mødet nærmest et skoleeksempel på, hvordan hypnotiske teknikker kan udspille sig udenfor terapeutens klinik. Frame control: Trump definerede situationen (Zelenskyj som urolig elev, USA som myndig beskytter). Reframing: Kritik mod Rusland blev drejet til kritik af Zelenskyj selv. Følelsesmæssig eskalering: Trusler om global krig og heftig retorik satte alles følelser i kog. Social dynamik: To mod én-scenariet og Oval Office-autoriteten fik Zelenskyj til at fremstå isoleret og magtesløs. Alt dette skete for åben skærm og gav amerikanske seere en bestemt oplevelse – muligvis at Trump var den handlekraftige leder, mens Zelenskyj virkede desperat eller utaknemmelig. Set med kritiske briller var det naturligvis en skueproces; en magtdemonstration forklædt som et politisk møde.

At beskytte sig selv mod manipulation

Efter at have set, hvor effektive disse teknikker kan være, melder spørgsmålet sig: Hvordan garderer man sig som almindelig borger mod at blive manipuleret eller “hypnotiseret” af mediernes og politikernes tricks? Heldigvis er der flere skridt, man kan tage for at stå mere fast i stormen af påvirkning:

1. Vær bevidst og kritisk. Det første og vigtigste forsvar er at være bevidst om, at disse teknikker findes. Som du netop har læst, er rammesætning, følelses-manipulation osv. velkendte kneb. Når du ser en tv-debat eller et nyhedsindslag, så spørg dig selv: Hvilken ramme præsenteres historien i? Hvilke ord vælges, og hvilke følelser vækker de i mig? Hvis du pludselig føler dig meget vred, bange eller euforisk over noget i nyhederne, så stop op et øjeblik og tænk: Hvorfor? Ofte vil du opdage, at det netop er et resultat af en bevidst vinkel eller retorik. Kritisk tænkning er en muskel, der skal bruges: Uden den er vi sårbare over for at blive vildledt (Without Critical Thinking Skills, We Can Easily Be Misled | Psychology Today). Ved aktivt at stille spørgsmålstegn ved det, du ser og hører, træner du din modstandskraft mod manipulation.

2. Kend teknikkerne – og peg dem ud. Når man kender navnene og mekanismerne bag f.eks. frame control eller social proof, bliver det lettere at genkende dem i praksis. Hvis en debat pludselig går mere op i at deltagerne taler højt og afbryder hinanden end i selve substansen, kan du notere for dig selv: “Aha, følelsesmæssig eskalering i gang – nu forsøger nogen at overdøve argumenter med volumen.” Eller hvis en nyhedsvært konstant refererer til “eksperter siger X” uden modvægt, tænk: “Her bruges social bevisførelse til at låse fortolkningen.” Når du sætter ord på teknikken, mister den noget af sin magt over dig. Det bliver næsten som at afsløre tryllekunstnerens trick – illusionen brydes.

3. Søg flere kilder og perspektiver. En anden måde at undgå at falde i hypnose-fælden er at opsøge forskellige synsvinkler. Hvis du kun får nyheder fra én kanal eller kun følger én politiker på sociale medier, vil du uvægerligt blive fanget i den persons/kanals ramme. Prøv bevidst at læse nyheder om samme emne fra medier med forskellige politiske ståsteder. Virkeligheden ligger sjældent 100% det ene eller andet sted; sandheden dukker nemmere op, når man ser sagen fra flere sider. Og hvis du hører en politiker komme med bombastiske påstande, så tjek efterfølgende faktiske kilder: Hvad siger uafhængige eksperter eller officielle data? Ved at triangulere informationer fra flere kilder kan du bryde den trance, som én ensidig fortælling kan skabe.

4. Bevar roen – undgå følelsesstorme. Hypnotiske teknikker virker bedst, når vi er følelsesmæssigt aktiverede og måske stressede. Ingen tænker klart med hjertet hamrende af frygt eller spænding. Så mærker du, at noget medierne viser dig, gør dig meget oprørt, kan det hjælpe at tage en pause. Sluk for fjernsynet et øjeblik, tag en dyb indånding, og reflekter: Hvad er det egentlig, der sker? Ved bevidst at sænke dit eget tempo og åndedræt, modvirker du den trance-lignende absorption. Ligesom en hypnotisør taler med rolig monoton stemme for at fange dig, kan medieflowet hypnotisere med sit konstante bombardement – bryd rytmen ved at træde et skridt tilbage.

5. Lær af eksemplerne. Historien er fuld af eksempler på massepåvirkning. Jo mere du kender til dem, jo bedre rustet er du. Læs om propaganda-teknikker under f.eks. Anden Verdenskrig, studér retorikken i vigtige taler (Martin Luther King, Churchill, Obama – hvordan brugte de gentagelse, følelser eller autoritet?), og vær opmærksom på moderne “spindoktor”-metoder i politik. Når du næste gang oplever en kampagne eller debat, kan du trække paralleller: “Dette minder om den måde, man gjorde X på tidligere.” Igen, bevidstgørelse er nøglen.

At beskytte sig mod manipulation handler i sidste ende om mental selvforsvar. Ligesom vi træner kroppen for at forblive sunde, må vi også træne sindet til at afkode påvirkninger. Det betyder ikke, at man skal være kynisk eller aldrig lade sig begejstre – men at man bevarer en lille skeptisk observatør i baghovedet, selv når talen er allermest medrivende.

Andre kendte eksempler på hypnotiske teknikker i politik og medier

Trump-Zelenskyj-Vance-mødet er blot ét tilfælde. Når man først får øje på de hypnotiske mønstre, ser man dem mange steder. Her er et par markante eksempler fra nyere og ældre tid, hvor lignende teknikker har været i spil:

  • Trumps valgkampagner og præsidenttid (2016-2020): Donald Trump selv har anvendt en lang række af de beskrevne metoder. Et gennemgående træk var hans brug af øgenavne og labels til at frame sine modstandere: “Crooked Hillary” (Skumle Hillary) om Hillary Clinton eller “Sleepy Joe” (Søvnige Joe) om Joe Biden. Hver gang disse gentoges til rallies og på Twitter, blev de forankret i offentligheden som næsten sandheder – en simpel gentagelse, der fik komplekse personer reduceret til karikaturer. Trump mestrede også at skabe “os mod dem”-rammer, hvor pressen blev kaldt “fake news” og udpeget som folkets fjende, hvilket reframede dårlige historier om ham som blot løgne fra en ondsindet presse ([PDF] Framing the US news media as a threat: President Donald Trump’s …). Samtidig så man i Trumps masserallyer følelsesmæssig eskalering til fulde: Fra fællessang (“Build the wall!”) til åbne vredesudbrud mod protester, hvilket smittede publikum med stærke følelser. Mange tilhængere har beskrevet Trumps rallyer som euforiske oplevelser – gruppedynamikken og gentagelserne virkede nærmest hypnotiserende. Det er blevet påpeget, at netop gentagelse skabte en stimulus-respons-effekt, der fik hans enkle budskaber til at hænge fast (How Donald Trump hypnotized America | The Week).
  • Obama og “Yes We Can”: På den positive side benyttede Barack Obama også næsten tranceagtige elementer i sin retorik, om end med en anden tone. Hans kampagneslogan “Yes We Can” blev gentaget så ofte i 2008, at det blev et mantra for håb og sammenhold. Ved valgmøder fik Obama publikum til at rytmisk råbe “Yes We Can” tilbage, hvilket skabte en enhedsfornemmelse (social dynamik) og en positiv følelseseskalering, hvor håbet steg i takt med råbene. Obama gjorde flittigt brug af historiefortælling og personlige anekdoter (en form for reframing af politiske spørgsmål til menneskelige historier) for at skabe emotionel forbindelse, og han talte i et roligt tempo med velvalgte pauser – næsten som en prædikant – hvilket kunne fange publikum i en særlig stemning. Forskellen er, at Obama typisk ikke piskede en vrede op, men snarere en følelse af håb og empati. Ikke desto mindre er teknikkerne genkendelige: repetitiv slogan-chanting, stærk vi-følelse, og en autoritativ men inspirerende fremtoning, som folk lyttede tryllebundet til.
  • Nazistisk propaganda og Hitlers taler: Et ofte citeret historisk eksempel på massehypnose i politik er Adolf Hitlers propaganda-maskine i 1930’erne. Udover Hitlers førnævnte talerstil med stigende intensitet og gentagelser, orkestrerede propagandaminister Joseph Goebbels enorme iscenesættelser. Nazisternes møder og rallies var minutiøst planlagt teater: fakkeltog om aftenen, faner, symboler, musik og råbekor – alt sammen elementer designet til at overvælde sanserne og skabe en kollektiv trance. Hitler selv var opmærksom på talens hypnotiske kraft; han studerede, hvordan repetition og rytme kunne påvirke masserne, og modellerede endda de “hypnotiske toner” i sine taler efter Wagners operaer (Adolf Hitler: Rhetoric’s Overlord of Darkness – Warfare History Network). Den tyske befolkning blev også udsat for massiv gentagelse i medierne af nazistiske budskaber og billeder. I radioen, som nåede ud til størstedelen af husholdningerne, lød førerens stemme igen og igen (Adolf Hitler: Rhetoric’s Overlord of Darkness – Warfare History Network). Dette konstante bombardement skabte en form for forankring – budskaberne blev plantet dybt i folks bevidsthed. Nazi-perioden er et ekstremt tilfælde, men netop derfor et tydeligt eksempel på, hvor effektiv kombinationen af følelsesmæssig eskalering, frame control (f.eks. jøderne blev framed som syndebukke for alle problemer), reframing af moralbegreber (krig var fred, underkastelse var loyalitet) og social dynamik (gruppepres, ensretning) kan være, når den udfoldes uden modvægt.
  • Reklamer og nyhedsmedier generelt: Det er ikke kun i politik, man finder disse teknikker – reklamebranchen og nyhedsindustrien anvender dem også. En tv-reklame for et produkt bruger tit en historie (frame) der får produktet til at fremstå som løsningen på et følelsesmæssigt problem. Billederne er nøje udvalgt til at ramme dig (smukke, succesfulde mennesker = “det kunne være dig”), og musikken kan eskalere følelserne (tænk på dramatisk musik i velgørenhedsreklamer for at fremkalde medfølelse). Mange reklamer benytter også social proof: “80% af danskerne foretrækker dette mærke” – pludselig føler man, at alle andre er med, og man vil nødig stå udenfor. Nyhedsmedier, selv seriøse, ved også at fastholde seere ved at iscenesætte debatter dramatisk. Tv-nyhederne bruger måske en rytme med gentagne jingles og breaking-bannere (næsten hypnotisk gentagelse), eller zoomer ind på tårevædede ansigter i en reportage (følelsesappel). Selv sproget i artikler kan være “ladet” for at styre fortolkningen (How News Channels Use Hypnotic Principles to Shape Public Opinion). For eksempel, at beskrive en politisk plan som et “knæfald” fremfor et “kompromis” er framing, der farver din holdning straks.

Disse eksempler viser, at hvor der er kommunikation med et formål, vil der være en grad af psykologisk påvirkning. Det er ikke altid ondsindet – nogle gange bruges teknikkerne for at inspirere eller informere effektivt. Men som med ethvert stærkt værktøj afhænger effekten af afsenderens intentioner. Som medieforbrugere er vores bedste forsvarsværktøj oplysning og bevidsthed. Når vi kan nikke genkendende til triksene, er vi allerede mindre modtagelige for dem.

Afslutning

Hypnose i politik og medier skal ikke forstås bogstaveligt som svingende ure og folk i dyb trance. I stedet er det en metafor for de subtile men kraftfulde påvirkninger, vi udsættes for dagligt gennem ord, billeder og iscenesættelser. Vi har set, hvordan frame control kan definere en hel debats dagsorden, hvordan reframing kan vende kritik til angreb, hvordan følelsesmæssig eskalering kan overvælde fornuften, og hvordan social dynamik kan få os til at følge flokken. Case-analysen af Trump-Zelenskyj-Vance-mødet gav et indblik i, hvordan disse elementer konkret udspiller sig i et højspændt politisk drama. De andre eksempler – fra Trump til Hitler, fra Obama til nyhedsmedier – understreger, at teknikkerne går igen på tværs af ideologier og tider.

For os som publikum gælder det om at holde øjnene åbne, også når nogen forsøger at lukke dem for os. Det handler ikke om at afvise al påvirkning (vi bliver påvirket, uanset hvad), men om at bevare en grad af selvbestemmelse over vores holdninger. Journalistikken kan sagtens være engagerende og levende, uden at den bliver manipulerende – og politik kan være passioneret, uden at blive propagandistisk. Nøglen ligger i gennemsigtighed og opmærksomhed.

Næste gang du ser en intens debat i fjernsynet eller scroller forbi et nyhedsopslag med store bogstaver og stærke ord, så husk på den viden, du har nu. Træk vejret, tænk et øjeblik over hvordan budskabet leveres, ikke kun hvad der siges. På den måde kan du bryde fortryllelsen og gøre dig fri af de usynlige tråde, som dygtige kommunikatører ellers kunne binde omkring din opmærksomhed. Som ordsproget (næsten) siger: “Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me.” – med viden om hypnotiske medieteknikker bliver det i hvert fald sværere at blive narret en tredje gang.

Referencer: