At udføre hypnose er kunsten at optræde overbevisende som om det var et skuespil, en film eller en koncert. Det hele handler om, at du bliver revet med af dine følelser, præcis som når du ser en god optræden af den ene eller anden art. Vi kender alle hvor stort et indtryk en godt fortalt historie kan give og hypnose er udførelsen af en fælles historie, hvor du er hovedpersonen. Nogle gange dikterer hypnotisøren handlingen, mens det andre gange er dig, som kommer med inspirationen. Det er et samarbejde.
Hele ideen med at sætte folk i hypnose, er at øge modtageligheden for forslag, så folk bliver opmærksomme på deres egne automatreaktioner. Du kender måske fra skolen, at når du havde positive følelser overfor din lærer, så lærte du stoffet meget hurtigere og bedre. Når du udfører de øvelser jeg foreslår dig, vil det automatisk få dig til at stole mere og mere på de ting jeg gør og derfor vil din opfattelse af nye muligheder blive udvidet, så hvad der før syntes umuligt, vil nu være helt naturligt. Din hjerne bliver simpelthen til en lærdommens svamp i trancen og så gælder det bare om at give alle de vidunderlige forslag til dig, som vi er blevet enige om under forsamtalen. Du kan altid afbryde processen, hvis du beslutter dig for at holde fast i dine gamle overbevisninger.